Evidensbaseret praksis
Evidensbaseret praksis er et af tidens nøgleord, og det kan være fristende at tro, at det er muligt - med en hurtig og effektiv indsats - at omstille socialt arbejde med udsatte familier til noget, der kan styres og struktureres i den sociale forvaltning og uafhængigt af den lange række faktorer af politisk, organisatorisk og faglig art.
I sig selv er evidensbaseret praksis - forstået som at kunne forudsige sandsynligheden for en bestemt indsats´ virkning - en enkel måde at arbejde systematisk, strategisk formålstjenligt, vidensbaseret og struktureret på.
Nordisk Campbell Center har udviklet en enkel model for dette, som i vid udstrækning skriver sig ind i den traditionelle, systematiske arbejdsform, som er kendt i det sociale arbejde.
Den centrale udvikling som Campbell tilføjer, er blandt andet den fortløbende brug af den forskningsbaserede viden, som især er udviklet gennem de sidste 10 - 15 år i SFI - det nationale forskningscenter for velfærd.
I den snævre evidensforsknings betydning er det dog nødvendigt at pointere, at evidensbaseret praksis forudsætter evidensbaseret forskning på en række områder i det sociale felt, som ikke findes i dansk forskning.
Det er, af en lang række grunde, problematisk at forvente, at man uden videre kan overføre programmer og resultater fra engelsk og amerikansk evidensforskning, blandt andet på grund af den meget forskellige social- og velfærdspolitik, der føres i de forskellige lande.
Der er således snarere belæg for at arbejde med en systematisk dokumentation af vidensbaseret arbejde, hvor den aktuelt mest relevante viden til stadighed inddrages i de socialfaglige analyser.
Det skal dog ikke forhindre refleksioner og forsøg på at inddrage den aktuelle udvikling på feltet.
oplæg om evidensbaseret praksis -
Socialt arbejde med udsatte familier involverer et koordineret samarbejde mellem mange forskellige politikområder, såsom dagpasning, sundhedspleje, skole og fritid, integration og sprog, ungdomsuddannelse, arbejdsmarked og beskæftigelse, bolig og kultur og så videre.
Det er en politisk og faglig erkendelse, at sociale vanskeligheder i disse år er så komplekse, at de må håndteres i det samspil af politikker, institutioner og aktører, der alle er involverede i de berørte menneskers liv.
Her er børnepolitikken en vigtig overordnet angiver af målretning og handlingsanvisning - se mere om dette i menuen